Font Size

SCREEN

Profile

Layout

Menu Style

Cpanel

Løbsberetning - Holte d. 30. april

Løbsberetning d. 30/4 fra #2 Flammen Liga Powered by SRAM – Holte

Ny i MTB Randers
Jeg vil indlede min løbsberetning med at score lidt billige point hos mine klubkammerater. Jeg er som sagt ny mand i klubben efter at have kørt i Aarhus i 5 år. Efter endt uddannelse var jeg så heldig at få arbejde i Suldrup og er derfor flyttet til Hobro. Valget stod mellem Rold skov MTB og GULDTRUPPEN. Amen come on, det var jo ikke særlig svært! Jeg er super glad for at være startet, og er blevet taget utrolig godt imod, trods min meget lille samling af pokaler på strava.

Optakt til sæsonen og de første løb
For at gøre en lang historie kort, så har jeg trænet rigtig fornuftigt hen over vinteren, og måske bedre end jeg nogensinde har fået gjort. Jeg er også rykket op i A, og det kræver bare noget mere power og mere udholdenhed, hvilket har været mine store fokuspunkter hen over vinteren. Selve sæsonforberedelsen har jeg også steppet op i år ved at tage på en uges træningslejr til Mallorca sammen med et par gutter fra Aarhus MTB og Varde CK. Det var en virkelig hård uge og jeg tror den har sat større aftryk på trætheden end jeg havde forventet.

De første 2 løb jeg kørte i år har ikke været prangende resultatmæssigt, men det er jo ikke så meget resultatet jeg har hæftet mig ved, fordi jeg ved godt at jeg ikke får noget topresultat i A rækken. Det er nærmere fornemmelsen i benene jeg har været særlig opmærksom på under selve løbene. Det har rent ud sagt været noget op af bakke. Både på Mors og til 1. afd. Af Flammen liga sidste weekend i Rude skov havde jeg bare ikke den der fornemmelse i benene, hvor alt bare spiller og har hele tiden følt, at der har siddet noget træthed, også under træningerne. Men det har stadig været 2 gode løb, hvor jeg har fået vænnet kroppen til at køre løb igen, så derfra krydsede jeg bare fingre og håbede at kroppen ville makke ret i Holte.

Optakt til Holte og RACEDAY!!
Jeg valgte at invitere konen med på cykelweekend denne weekend i Holte. Hun har en del veninder i København og vi så heldige, at få lov og overnatte hjemme hos en af dem. Vi tog tidligt afsted lørdag morgen med færgen fra Aarhus. Vi nød en afslappende dag i Københavns gader, hvor vi fik set lidt kulturelt og samtidig kiggede i butikker en hel dag. Vi fik noget lækker frokost og aftensmad og så var den dag jo også ved at være ovre. Jeg var helt smadret om aftenen, men vi havde så også været inde i byen fra kl. 10:30 og var hjemme ved veninden 20:30 og havde tilbagelagt ca. 12-14km på gåben. Jeg var egentlig ret nervøs for om det nu også var helt klogt ift. optimal optakt til cykelløbet. Men nogle gange må man bare ofre sig for sin bedre halvdel, happy wife happy life.

Vi troppede op på stævnepladsen til herre B-C starten. Vi plantede vores ting i målområdet og tog endnu en spadser tur ud i skoven for at se ruten og heppe på Smølferne. Det var i denne start vi var stærkest repræsenteret med Teddy ”Gulddrengen” i B og Anton, Rene Brandt og Hjuler i C. De kørte alle et flot løb og der blev virkelig kæmpet derude. Inden da havde H40 og H50 kørt. Vi havde en mand til start i H40, men det var også rigelig til at få en podieplacering. Per Bonde ”Guldhakkeren” kørte en super flot 3. plads hjem.

Nå, nok om de andre. Vi kom tilbage og jeg begyndte at varme op med Aarhus drengene. Et af mine mål før de her løb er altid, at jeg skal køre fra Aarhus drengene. Feltet var knap så stort, som i Holte. Det var nogenlunde de samme danskere med, men der manglede så lige de der godt 20 nordmænd, svenskere og finnere. Vi står ved startstregen og kommissærerne kommer med den dejlige nyhed at vi skal køre 8 omgange!!! Jeg får lige øjenkontakt med nogle af Aarhus gutterne efter udmeldelsen og de er ved at dø af grin, fordi de bare kan se frygten i mine øjne for at skal ud på så mange omgange. På den anden side jeg ved med 99% sikkerhed at Fini nok skal hente mig sådan, at jeg kun får 7 omgange og med den dejlige tanke går starten. Jeg kommer godt med i de første par sving og herefter er der bare grusvejstons for alle penge. Jeg holder max på for at holde mig til den store frontgruppe. Allerede på startloopet blev der slået hul til en 5 stk. bagved mig, så jeg er super glad for jeg kunne holde mig på hjul og få lidt gratis fremdrift her på første omgang. Jeg finder ind i en god gruppe på en 3-4 mand og vi ligger og pacer hinanden de næste 3 omgange. På 4 omgange bliver vi splittet og jeg ligger nu kun med Jonas Lemvig. Men så begynder de hurtigste U19 ryttere og komme op til os. Jeg har en tendens til at være for flink ved dem, som kommet bagfra og bare lukke dem forbi, og jeg har også tit været bange for, at lægge mig på hjul af dem i frygten for at gå kold. Men i dag havde jeg besluttet mig for en anden dagsorden. Jeg ville fanme ligge mig på hjul hver gang der kom nogle U19 ryttere og med en forholdsvis flad rute viste det sig, at være givet godt ud. Jonas og jeg lå med en flok U19 drenge en hel omgang indtil vi ramte en lang grusbakke, så skal jeg satme love for de fik fart. Jonas forsøgte at følge dem og slog hul til mig, men jeg hentede ham stille og roligt ind igen og inden vi havde set os om havde vi kørt 6 omgange og skulle nu ud på den 7 (sidste i mit hovedJ). Vi skiftedes til at tage føringer og jeg holdte kæden stram, fordi jeg inderst inde var rimelig sikker på at det var sidste omgang. Jeg vendte mig tit om for at se, hvor ham Fini blev af. Jo tættere vi kom mod mål, og jeg stadig ikke kunne se skyggen af en flyvende Moustache bagved, kunne jeg ligesom godt regne ud hvad kl. havde slået. ”Vi får fuld valuta for pengene i dag” råbte jeg til Jonas da vi kørte ud på 8 og sidste omgang. Der blev kørt stærkt, men samtidig lurede vi lidt på hinanden. Vi kom om til den hårdeste og sværeste stigning fyldt med rødder på tværs. Jeg havde haft et super godt med denne opkørsel på samtlige omgange, men var ved at være træt og mit baghjul smuttede halvvejs oppe. Jeg kunne se Jonas fortsatte og jeg hoppede af og løb alt hvad jeg kunne til toppen og op på cyklen igen. Nu fik han det hul på 5-7 sek. Som han lige præcis ikke skulle have haft, SATANS!!! Jeg gav alt hvad den overhovedet kunne trække den sidste halve omgang, men jeg blev ved med at holde afstanden og kom i mål 7 sek. Efter Jonas på en 19 plads i Herre A feltet.

Jeg var helt oppe at køre af glæde da jeg kom i mål, ikke så meget pga. af min 19 plads, men fordi i dag havde jeg den fornemmelse jeg havde længtes efter. Benene var hamrende gode i dag og jeg formåede at køre 8 omgange med fuld pres i pedalerne, og med stabile omgangstider og en samlet køretid på 1:50:42.

Næste mål
Nu er der en lang pause før vi skal til 3 afd. Af Flammen liga i Varde d. 18/6. Motivationen er super høj efter sådan et løb og jeg glæder mig til at give den gas i Varde, som er en halv hjemmebane for mig.

Dagens øvrige resultater
Peder                19 plads i A
Teddy                5 plads i B
Anton                11 plads i C
Rene B              13 plads i C
Lars Hjuler       22 plads i C
Per B                 3 plads i H40

Beklager længden, men kunne ikke få hold på det. SES TIL TRÆNING!!

 

Du er her: Home Løbsberetning - Holte d. 30. april